top of page

Bruunshåb gamle Papfabrik

I ådalen på kanten af Bruunshåb ligger Bruunshåb gamle Papfabrik. Smukt ligger de gamle fabriksbygninger ved den opstemmede mølledam, omgivet af skovklædte bakkeskråninger.

 

I dag kan de besøgende træde ind i de røde fabriksbygninger og følge papproduktionen på sindrige gamle maskiner. Bruunshåb gl. Papfabrik er en af meget få arbejdende fabriksmuseer i Danmark. Tilmed fortæller landskabet og de gamle bygninger en glorværdig industrihistorie.
I næsten 200 år har mennesker fremstillet industrivarer i Bruunshåb. I 1821 grundlagde fabrikant Johannes I. Bruun Bruunshåb Klædefabrik, idet han udnyttede vandkraften som trækkraft for tekstilmaskinerne. Klædefabrikken
voksede sig stor i industriens barndom i Danmark. Ikke alene skabte de mange industriarbejdere
byen Bruunshåb; her stod også den midtjyske tekstilindustris vugge.

 

For 100 år siden blev fabrikken ombygget til papfabrik. Fabrikant Janus Smith kunne udnytte det bløde vand fra åen i papproduktionen, og i mange årtier var A/S J. Smiths Papfabrik byens største arbejdsplads.

 

På det arbejdende fabriksmuseum anvender vi stadigvæk mange af de ældste papmaskiner til fremstilling af fiberpap på grundlag af genbrugspapir. De besøgende kan derfor opleve et forunderligt fabriksmiljø med drivaksler, remtræk, specialmaskiner og tørreri; ikke som et ’dødt’ museum, men som et sted, hvor hele arbejdsgangen kan følges tæt. Fiberpappet, som vi fremstiller på maskinerne, har mange anvendelses-muligheder. I 2017 rykkede æskefabrikken Elvo derfor ind i en fabriksfløj på papfabrikken, og her fremstiller medarbejdere alle mulige former for æsker og små kufferter.

 

Bruunshåb gl. Papfabrik er åben for publikum i sommersæsonen. Fabrikken er tillige rammen om en lang række kulturarrangementer hen over året. Vi har en række tilbud til skoler og gymnasier, og i 2016 fik fabrikken en ny bygning ved mølledammen med mødelokaler og café.

 

Se mere om besøgstider og tilbud på fabrikkens hjemmeside www.papfabrik.dk

bottom of page